Foto: Per Klit Christensen

Benbræk er en plante som vokser i fugtige og halvfugtige enge, i højmoser og på våde heder med tørvejord.   I gamle dage troede man, at kvæg og heste kunne få knogleskørhed, når de åd ad planterne, deraf navnet, da der er kalkmangel på voksestederne. Men det kneb med at finde beviser for det, og efterhånden fandt man ud af, at det kunne være en mangelsygdom blandt husdyr, der udelukkende græssede i naturområder, hvor benbræk var vidt udbredt.  Husdyrene og i særdeleshed malkekøerne, får i dag rigeligt med kalk og mineraler gennem kosten, så mælken har det rette indhold.  

Hedemosen eller ”fattigkæret” som det også kaldes med et fagudtryk, er i dag en sjælden naturtype, og opretholdes kun, hvor der er de helt rette betingelser. Og det er der på en af landmand og Naturmælk- leverandør Heino Mølholms enge i Sig nær Varde.  Her sikrer kvægets afgræsning og nænsom pleje og drift, at der kan opretholdes de helt rette betingelser for den sjældne naturtype.

I hedemosen vokser der også bukkeblad, smalbladet kæruld, tranebær, mose-pors, stjerne-star, dynd-star, soldug (insektædende plante) og flere andre urter. Der er et rigt insektliv og mange brune frøer. En rigtig naturperle, som hurtigt ville springe i pilekrat, hvis kvægets afgræsning ophørte. 

Fakta: Benbræk (Narthecium ossifragum) hører til benbrækfamilien som hører til liljerne. Blomsterne er gule og sidder i topstillede klaser. Benbræk vokser på våd-fugtig, næringsfattig tørvejord, i tørvemoser, våde heder, fattigkær og enge. Benbræk er bestandsdannende og forekommer nogle steder meget talrigt og kan dække adskillige tusinde kvadratmeter, men mange steder er der dog tale om mindre og mere spredte forekomster.  Den blomstrer i juli, og de gule blomster lyser op – tit mellem de lyserøde klokkelyng – og ses let på afstand.

Tekst: Jesper Toft, Ravnhøj Consult, Naturrådgiver